Ny søgning

Socialrådgiver til myndighedsområdet i Center for Børn og Læring

Myndighedsafdelingen i Center for Børn og Læring har siden implementering af barnets lov fulgt en spændende udviklingsproces med stor fokus på implementering af den nye lovgivning samt tidlig forebyggende arbejde. Vi søger nu en rådgiver til en fast stilling på 37 timer i almen myndighed med tiltrædelse hurtigst muligt. 

Der er udarbejdet og implementeret en model, hvor dine opgaver som myndighedsrådgiver er sammensat på en ny måde, der giver variation og faglig bredde i hverdagen. Størstedelen af ugen arbejder du med myndighedsopgaver, mens du én gang om ugen er tilknyttet en skole eller et dagtilbud som dagtilbuds- og skolesocialrådgiver. I den konsultative funktion yder du rådgivning, sparring og vejledning til fagpersoner og deltager i rådgivende samtaleforløb med børn, unge og deres familier. Stillingen giver dig dermed mulighed for både at arbejde myndighedsrettet og forebyggende – tæt på praksis.

Målgruppen i afdelingen er børn og unge i alderen 0–23 år, men der pågår lige nu en proces, hvor der skal etableres en ungeafdeling og målgruppen vil derfor ændre sig til 0-14 år i løbet af de kommende måneder. 

Vi arbejder systematisk med Barnets lov og tilbyder løbende faglig opkvalificering gennem temadage, læringsrum og tæt sparring med juridiske konsulenter og ledelse. Du vil derfor som rådgiver i afdelingen få rig mulighed for at afprøve og udvikle dine faglige og personlige færdigheder - både når det gælder almindelige myndighedsopgaver samt forebyggende og tværfagligt arbejde. 

Der er i Stevns Kommune et stort fokus på tværfagligt samarbejde, og der er generelt et godt kendskab til de forskellige fagligheder og afdelingerne i kommunen. Med den tværfaglige model er det visionen at forstærke fokus på tværfagligt og forebyggende arbejde yderligere, hvor du som rådgiver vil spille en afgørende og vigtig rolle for børn, unge og deres familier, der har behov for støtte og helhedsorienterede løsninger.  

Om afdelingen
Afdelingen er opdelt i distrikter og organiseret i fire teams. Der sidder to teams med myndighedsopgaver, et team med myndighedsopgaver på det handicapkompenserende område og et vagtteam, der blandt andet sidder med akutopgaver mm. Vi er en afdeling med meget engagerede og ambitiøse medarbejdere, som er bredt sammensat af både nye og erfarne rådgivere samt andre faggrupper. Vi har i afdelingen desuden tre faglige ledere, en familieplejekonsulent, to jurister og én unge- og digitaliseringskonsulent. 

Vi prioriterer trivsel og et godt arbejdsmiljø højt og ser det som en forudsætning for at lykkes med opgaven for børn, unge og familier.

Vi kan tilbyde dig:

  • Et arbejdsmiljø med fælles faglighed i fokus, tæt samarbejde og plads til forskellighed
  • Introplan og mentorordning
  • Ledelse tæt på 
  • Mulighed for hjemmearbejdsdage og fleksibilitet 
  • Faglig understøttelse af juridiske konsulenter
  • Tæt samarbejde med PPR, sundhedspleje, skoler og dagtilbud

Vi forventer af dig:

  • At du er uddannet socialrådgiver/socialformidler
  • At du arbejder helhedsorienteret, selvstændigt og ansvarsfuldt
  • At du selv kan skabe en struktureret hverdag
  • At du bidrager til et positivt arbejdsmiljø
  • At du har kørekort 

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. 

Ansøgningsfristen er søndag den 17. maj 2026. 
Stillingen søges elektronisk. Ansættelsessamtaler afholdes torsdag den 21. maj 2026. Der bliver indkaldt til samtaler i løbet af mandag den 18. maj 2026. 

Hvis du har spørgsmål eller vil høre nærmere om stillingen, så kan du kontakte leder af myndighed Muhammed Türkoglu på telefon 56 57 51 72 / 23 82 29 95. 



Arbejdstid: Dag




Ansøg her

Retur til søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke