Ny søgning

Erfaren socialrådgiver til Støtte og Rådgivning i Rigspolitiets psykologtjeneste

Er du en erfaren socialrådgiver/socialfaglig rådgiver, og har du lyst til at bruge din faglighed på at gøre en forskel for belastede medarbejdere i Politiet? Så er det måske dig, vi leder efter til Støtte- og Rådgivningsfunktionen i Rigspolitiets Psykologtjeneste.

Baggrund
Ansatte i politiet er drevet af en stærk dedikation og vilje til at gøre en forskel for samfundet - uanset at en del af politiets opgaver kan være voldsomme for den enkelte medarbejder. Det indebærer en risiko for arbejdsrelaterede, psykiske belastninger for den enkelte medarbejder. Derfor skal vi som arbejdsgiver tage hånd om vores ansattes ve og vel, gennem rettidig og relevant hjælp til ansatte med behandlingskrævende belastninger af psykisk karakter. 

I det nye politiforlig for 2026-2030 er der sat yderligere fokus på støtten til politiets ansatte og tidligere ansatte, som fremadrettet kan tilbydes interne, tværfaglige behandlingsforløb i forbindelse med betydeligt belastningsreaktioner (angst, stress, depression og indikationer på PTSD). 

Vi udvider derfor betragteligt, landsdækkende med ca. 30 nye medarbejdere over en 3-årig periode. I den forbindeles søger vi nu et antal erfarne socialrådgivere, der sammen med vores nuværende rådgivere kan løse denne opgave. 

Der er tale om en væsentlig opnormering af støtte og rådgivningsfunktionen, hvilket betyder, at der vil være rig mulighed for at sætte et præg på fremtidens støtte og rådgivningstilbud.

Om Støtte og Rådgivning
Støtte- og Rådgivningsenheden blev etableret i 2018. Enhedens hovedopgaver er, at støtte nuværende og tidligere ansatte, der er kommet alvorligt til skade - fysisk såvel som psykisk – som følge af tjenesten. Ligeledes ydes der støtte til deres pårørende. 

I dag består enheden af fem medarbejdere med forskellig rådgivningsfaglig baggrund. Enheden er nationalt forankret i Rigspolitiets Psykologtjeneste, så vi kan tilbyde en alsidig, tværfaglig og helhedsorienteret støtteindsats til hele dansk politi.  

Vi arbejder fortløbende på videreudvikling og styrkelse af vores konkrete støttetilbud til tilskadekomne medarbejdere og har samtidig en ambition om at bidrage til såvel forebyggelse af belastning som fastholdelse af medarbejdere gennem et fokus på initiativer i relation til det psykiske arbejdsmiljø i politiet. Dette kan være i form af nationale koncepter, processer eller andet. 

Om opgaverne
Som socialrådgiver i Støtte og Rådgivning bliver du en del af et team, der løfter opgaverne i fællesskab – både i socialrådgivergruppen og tværfagligt med psykologgruppen. Sammen har vi en vigtig rolle i at videreudvikle, implementere og drive de tilbud og koncepter, der allerede eksisterer, og at identificere og udvikle yderligere behov og muligheder for støtte til målgruppen. 

Vores hovedopgaver er følgende:

•    Koordinering af indsats ved alvorlig tilskadekomst eller dødsfald i tjenesten
•    Rådgivningssamtaler og helhedsorienteret støtteindsats 
•    Procesvejledning og aktørkoordinering – eksempelvis ved sygdom og afsked
•    Afklaring af muligheder for hjælp i netværket
•    Netværksmøder for tilskadekomne og deres pårørende 
•    Podcasts for alle ansatte i Politiet
•    Udvikling af nationale koncepter i relation til forebyggelse og fastholdelse

En vigtig opgave i teamet er at etablere en god kontakt til politikredsene, så de har kendskab til de tilbud og koncepter, der er for at støtte og rådgive svært tilskadekomne medarbejdere i politiet. 

Din rolle vil være rådgivende, vejledende og aktivt koordinerende – det kan være direkte i forhold til den tilskadekomne eller mere indirekte i forhold samarbejdspartnere. 

Du varetager rollen som kontaktperson og sagsbehandler, hvor du afklarer, hvordan den tilskadekomne og/eller de pårørende bedst får den fornødne støtte.

På de interne linjer samarbejder du med rådgivere og psykologer, samt med centrale og lokale HR-funktioner og andre ressourcepersoner i politikredsene. På de eksterne linjer samarbejder og koordinerer du støtteindsatsen med kommune/jobcentre, sundhedsvæsen (psykiatri, fysioterapi), faglige organisationer, netværk, frivillige aktører mfl.  

Du rådgiver, vejleder og giver forståelse for gældende lov og regler, der er aktuelle i et sygdomsforløb, og sikrer inddragelse af relevante aktører og støttende netværk. I sådanne situationer støtter du den tilskadekomne direkte i forhold til kontakt til kommunen, vejleder om tilbud og muligheder via sundhedssystemet, vejleder om sygedagpenge og ydelser på området, herunder hjælpemidler, personlig assistent, mentor, § 56 mm. I andre situationer bidrager du mere indirekte med viden til andre. Det vil derfor være en fordel, hvis ud har godt kendskab til ovennævnte fagområder.  

Du vil komme til at indgå i planlægning og afvikling af politiets netværksaktiviteter for belastede ansatte, tidligere ansatte og pårørende. Disse afholdes landsdækkende flere gange om året, og temaerne for møderne spænder bredt om har de sidste år eksempelvis haft overskrifter som; mindfulness, at være pårørende til PTSD-ramt, søvn, hjernero, craft psychology og kan helte vælte. 

En stor del af arbejdsopgaverne vil være rettet direkte mod ansatte og tidligere ansatte, der er kommet til skade enten fysisk eller psykisk som følge af arbejdet. 

Om dig 
Vi forestiller os, at du er uddannet socialrådgiver og har solid og mindst fem års erfaring fra en lignende funktion inden for en statslig eller anden offentlig organisation. 

Erfaring fra politiet, forsvaret eller en anden beredskabsorganisation er en fordel.
Du forstår at sætte dig ind i den tilskadekomne/belastedes situation og uddrage essensen af en problemstilling.  Du kan håndtere en svær samtale, og du har både handlekraft og evner til at koordinere en alsidig og helhedsorienteret støtteindsats, hvor flere aktører spille ind.   

Det er vigtigt for dig at levere et højt serviceniveau over for brugerne med den rette kombination af empati og professionalisme. Det viser du bl.a. ved at være engageret og ansvarsbevidst. Du ser det som en naturlig del af jobbet at holde dig ajourført med lovændringer, bekendtgørelser og nye afgørelser fra ankestyrelsen mm.

Som person er du udadvendt og imødekommende, og du trives i en omskiftelig og afvekslende hverdag. Du er god til at skabe netværk og evner at følge opgaverne til dørs. Du trives med et arbejdsliv, hvor sagerne spænder bredt fra direkte støtte til mere udviklingsorienterede opgaver. 

Støtte og rådgivning er et velfungerende og godt team. God trivsel i arbejde ser vi som ”limen”, der binder os sammen. Sammen skaber vi de bedste rammer for et godt resultat. Det er derfor vigtigt for os, at du har et godt humør, har lyst til at samarbejde med dine øvrige kollegaer, og at du bidrager til et godt arbejdsmiljø med en naturlig respekt for hinanden. Vi ser det som særdeles vigtig i en tid, som kommer til at være præget af forandringer – både i indholdet og rammerne.  

Vi forventer, at du har gode mundtlige og skriftlige kompetencer, samt at du har kørekort. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat på organisationsaftalen for socialrådgivere i Staten. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver som udgangspunkt Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1567 KBH V.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Jonas Mathisen på 21690072 eller Eva Andersen Nexø på 2381 1179. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 13 og 14.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 13. marts 2026

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 








Retur til søgning